Glenn Bech tilpassede sig. I Horsens. På universitetet. På Forfatterskolen. Så slap han vreden løs

Han er en spinkel dreng. Han hedder Glenn, fordi det er nemt at råbe. Glenn! Han beder til Gud om ikke at være homo. Hans første stedfar, som han ikke må kalde far, kan smadre alle andre i Horsens. Glenn går fri. Han opfatter alle faresignaler. Tilpasser sig. Foragter ham i smug. Lægger planer. Pisser på vandhanens mundstykke, fordi han ved, at stedfaren er »barbarisk nok til at slubre direkte fra hanen«. Han prøver ikke at savne sin far. Han hader ham for at dø. »I en tidlig alder begyndte jeg at tælle dagene, til jeg blev gammel nok til at forlade dem alle sammen.« Han bliver stadig vred, når andre ikke bare bider modgang i sig. Gråd er et privilegium. Hans generation dyrker svaghed. Piller sig i navlen for at finde traumer. Han er rig i traumekapital. Sorgen størkner og bliver hård. Den er ikke identitet. Den er vilkår. »Min bror og jeg havde kun had til overs for min far. Han forlod os. Det var vores overlevelsesinstinkt. Det med at tude og pille sig i navlen ville være en indrømmelse af, at det var svært. Det måtte ikke være svært. Vi skulle videre.« Hjemløs i klassesamfundet Horsens er længe siden. Han er et andet sted nu. Han er ved at blive god til at forlige sig med sin ret til lejligheden i Skodsborg med udsigt over Øresund. Han ville holde lav profil med den. »Men jeg var så stolt og glad over at være lykkedes økonomisk, at jeg ved det første fisefornemme arrangement, som var Gyldendals efterårsreception, vadede direkte over til Martin Krasnik og bralrede ud med det efter to glas vin.« Glenn Bech smiler ved tanken. Han kender klassens koder nu. Også dem han overtræder. Han har sagt, at han må tage ejerskab over sin egen hjemløshed. Han er blandt klassesamfundets hjemløse. Det er derfor, vi mødes. Han hører ikke længere til i den arbejderklasse i provinsen, der foragtede homoseksuelle og levede kaotiske liv bag forlorne facader, som han ikke kunne vente med at undslippe. Men selv om han er universitetsuddannet psykolog og succesforfatter med autentiske knubs på sjælen, hører han heller ikke til i den navlepillende kreative storbyklasse, der er rummelige over for alt andet end det almindelige. »Det er dem, der ikke skal leve med konsekvenserne af deres egne elitære holdninger. Det er nemt nok at kalde folk i provinsen for racister, når man bare kan putte sine egne børn på Zahles Gymnasieskole.« Nogle bryder sig ikke om Kongehuset Glenn Bech mødte dem første gang, da han begyndte på Aarhus Universitet. De boede i forældrekøbslejligheder centralt i midtbyen. Så de samme serier. Læste de samme bøger. Var på de samme ferier og havde altid lige været til fitness inden undervisningen. Da de nye studerende skulle rystes sammen på introturen, skulle de fortælle, hvad de tænkte om kongehuset. I Glenn Bechs familie holdt de meget af kongefamilien, men allerede den første sagde, at Kongehuset var et udemokratisk oldtidslevn, der bare skulle abdicere. Det var et stød. Han rankede sig og så rundt for at aflæse reaktionen. Ingen fortrak en mine. »Jeg havde simpelthen aldrig hørt de ord. Jeg kendte ikke ordene. Jeg havde aldrig hørt et menneske tale sådan før,« siger han og konstaterer: »Der begyndte jeg så at forstå, hvilken del af mig selv jeg skulle myrde for at passe ind der. Jeg fulgte den samme strategi som altid. Tog den gamle Glenn og pakkede ham i en sort sæk og gemte ham væk.« Den Glenn Bech, der mange år senere var så stolt over sin lejlighed i Skodsborg, at han ikke kunne tie stille. I en reportage fra efterårsreceptionen hos Gyldendal blev han beskrevet som tidens nye hotshot-forfatter. Han kom fra Forfatterskolen. Udkom på Gyldendal. Vandt debutantprisen for »Farskibet« og talte som autentisk provinsbøsse underklassens og de uprivilegeredes sag i det uforsonlige klassekampsmanifest »Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet«. Men i flere dage inden og indeni, mens tidens kulturpersonligheder flimrede forbi, var han ved at falde sammen af forkerthed. Det barn, han var Nu går vi i skoven til den anden side af lejligheden. De falmede blade dækker stierne med tung, stille skønhed. Glenn Bech er 33 år. Han er i de år, hans far var i, dengang de begge var i live samtidig. Hans mor siger, at han har sin fars øjne. Han er tæt med sin mor. I mange år har han ledt efter svaret på, om farens lidelse var døden værdig. Om det var nok til at forlade to små drenge og en kvinde, der elskede ham. Om farens dæmoner også en dag ville få bugt med ham. I sin rasende, fragmentariske, skrøbelige debutbog »Farskibet« skriver Glenn Bech det hele i den første sætning. »Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel.« Der findes intet før hans fars død. Ingen minder. Han har set hjemmevideoer. Han ser en dreng, der ser tryg ud. En mor i 20erne, der er smaskforelsket. En far. Hvis der er en rest fra den tid i ham, kan han ikke længere skelne den fra videoerne. Hans liv begyndte en dag i april 1996. En uges tid efter hans fem års fødselsdag. »Mit tidligste barndomsminde er, at min mor fortæller mig, at min far er død. Jeg bliver meget, meget bange, for jeg kan se min mor gå i opløsning. Jeg kommer til at konkludere, at nu skal jeg på en eller anden måde være far for os alle sammen. Jeg bliver et barn med øjnene på stilke.« Hver for sig inden for fire vægge Glenn Bech forsøgte at holde sammen på det hele. På sig selv. Han spærrede vejen til toilettet, når han fornemmede, at hans mor skulle ud at græde. Han blev vred over hendes svaghed, når hun græd, og verden faldt fra hinanden. Han ville ikke tale om sin far. Det ville være at give efter. Bukke under. De skulle videre fra det, der havde stoppet alt. Selv minderne om et før. »Vi var meget sådan en familie, hvor vi kæmpede hver for sig inden for de samme fire vægge.« Det blev værre, da hans mor fandt en mand på et værtshus i Horsens. Hun ville give sine sønner en rollemodel. Glenn Bech, hans bror og mor talte sjældent sammen. Nogle gange gemte de sig på toilettet, mens stedfaren råbte og skreg i stuen. Så snakkede de lidt om, hvordan det var gået i skolen. Ellers talte de aldrig rigtig om, hvordan dagen havde været. En dag han var hjemme hos en ven fra klassen, spurgte forældrene pludseligt deres søn, hvordan hans dag havde været. Det var chokerende. Glenn Bech kan stadig huske, hvordan hans klassekammerat tog sig tid til at svare. Tyggede af munden. Tog en tår vand. Stillede glasset tilbage på bordet. Svarede. Glenn Bech tænkte altid, at alt havde været bedre, hvis hans far var blevet. Da han blev gammel nok til at give sig selv lov til at savne, til at ville tale om ham, opgav han på forhånd. Det ville være illoyalt over for stedfaren, der gjorde så meget for dem. Reddet i land Han har stadig socialt jetlag, siger han. Jeg tror, Glenn Bech er mere i ro med sig selv, end han helt har erkendt. Han har været så vant til andet. Han beskriver det som survivors guilt – den skam, overlevende nærer over for dem, der blev ladt tilbage. Hans lillebror i Horsens, der bærer arrene fra barndommen på en anden måde. Mens han selv ejer en lejlighed. Har arbejder hårdt. Han har penge. Det er vigtigt. »Det giver mig en følelse af at være reddet i land. Selv hvis jeg skulle miste det, har jeg bevist, jeg kunne få det,« siger han og tilføjer: »Jeg tør være mere tro mod min måde at opfatte verden på nu uden at være bange for at blive cancelled og udstødt.« Pengene holder afgrunden på afstand. Den totale sociale deroute, som han ikke kan undslippe følelsen af kun er en glemt rudekuvert væk. Det er en af de følelser, han kan blive vred over, at de, der er indfødt middelklasse, ikke aner, at deres liv er baseret på ikke at kende. »Jeg er ikke revolutionær eller marxist. Der må godt findes ulighed. Men mit go-to- raseri er hele det segment, der udtrykker sig moraliserende fordomsfuldt om dumme danskere i provinsen uden at sætte ord på, hvad økonomi, opvækst og uddannelse skaber af forudsætninger for overhovedet at kunne være med i samtalen,« siger han: »Verden bliver opdelt i, hvem der er de onde, og hvem der er de gode uden nogen form for klassebevidsthed.« Evig barndom Han skjulte sit legetøj, når der var venner hjemme. Glenn Bech vidste ikke, om det var drenget nok. Han kunne lide Madonna og Britney Spears. Han prøvede at holde af Eminem og Linkin Park. Han bad til Gud om, at det ikke var sandt. Skjulte det i skolen. Han vidste, de ville synes, det var det klammeste, man kunne være. En svans. På Handelsskolen blev det værre. Han så, hvor nådesløst en dreng i parallelklassen, der var for feminin, blev mobbet. Han fordybede sig i »World of Warcraft«. Som sin bror. På hver deres værelse. Han ventede. Udholdt tiden. Opvækstens evighed. Talte ned. Han ville til Aarhus, så snart han kunne. Når han blev 18 år. Når han blev 21 år og var færdig med handelsskolen. Springe ud på dag nummer et. Han taler om stedfædrene. Både den første og ham, der kom til senere. »De havde magten. De kunne sige klamme ting til mig om min lille krop. Men så gik jeg jo op og læste og fik gode karakterer i skolen. Jeg overlevede på tanken om at ‘en eller anden dag, så skal de saftsuseme se’. Jeg planlagde på den lange bane. ‘Det kan godt være, I har magten nu, men bare vent’.« »Der er en magt i at være underkuet. Jeg signalerer, at jeg føjer mig, men jeg plotter,« siger han og tilføjer: »Det var det samme på Forfatterskolen.« Sider af sandhed Da Glenn Bech blev udvalgt til Forfatterskolens fine lokaler, tilpassede han sig igen kulturelitens udvalgte. Nedtonede, at han var uddannet psykolog fra universitetet. At han havde taget ansvar for sit eget liv og knoklet sig frem i livet. »Der var ikke meget kapital i folk, der var borgerlige, opbyggelige, havde styr på deres ting og kunne betale huslejen. Der var kapital i at være sart og skrøbelig og give kapitalismen skylden for det hele. Jeg blev også sådan, at alting handlede om struktur og dermed at fratage individet ansvaret for i stedet at pådutte det staten eller fællesskabet,« siger han. »Der, hvor jeg er nu, minder mere om, da jeg var barn og ung, end da jeg læste på universitetet og Forfatterskolen.« Han internaliserede. Næsten. Tilpassede sig. Næsten. Lyttede til deres Østerbro-traumer. Ventede. »Men da jeg så debuterede med min første bog, og jeg tog hele den der mediestorm og var i ilden, der kunne jeg konstatere, at det var svært for mange af de mennesker at forstå, at jeg havde den vrede i mig. Men for mig gav det vildt god mening, fordi den der overlevelsesfacade, de havde set, kun er den ene side af sandheden.« Glenn Bech gav vreden frit løb, da han debuterede og slog igennem. Påpegede enhver form for kulturradikalt hykleri. Den privilegerede arrogance. Ensretningen. Trådte på alle venstrefløjens ømme punkter. Selv de homofobiske muslimer. »Det var svaret« Han har stadig gløderne i sig. Vreden over alle forældrekøbsunge med revolutionære tanker og identitetsunderstøttende småtraumer. Vreden over det, de ikke kan se. Det, de ikke kender til. Den grundforudsætning ved deres liv, som de end ikke bemærker. At de hører til og har hjemme, hvor de er. »Der er en grundlæggende forkerthedsfølelse i mig. Det føles næsten skæbnebestemt, at jeg skal havne på havnen. I morgen er der en rudekuvert, jeg har overset, og så skylder jeg to millioner og skal sælge hele lortet,« siger han og opremser det, som hans opvækst har internaliseret i ham: »Hvad bilder jeg mig også ind at tro, at jeg er noget. Du skulle rigtig nok rejse til København og være kunstnersmart og hovskisnovski. Det er nok det blik, mine stedfædre har haft på mig,« siger Glenn Bech: »Det sidder virkelig dybt.« Jeg spørger, om hans far i hans hoved har et blik på ham, der forsvarer ham mod det blik. »Ja, det har han. Det er sjovt, for jeg har aldrig snakket med ham. Men jeg er overbevist om, at han ville elske mig,« svarer han uden at nå at tænke. Han går lidt videre. »Ja. Det var svaret, tror jeg,« siger han så. Mest til sig selv. Lidelsen kan have været døden værdig. Og det var så det. De visne blade danner en blød bund under vores skridt. Det er Glenn Bechs skov nu. To minutter fra lejligheden med udsigt over Øresund. Han må godt være her. Vi er nået tilbage til Skodsborg Station og til den sidste sætning. Den, han skrev på den sidste side af sin første bog. Den, han skrev til sin far. »Hvis bare du kunne se mig nu.« https://www.berlingske.dk/indland/glenn-bech-tilpassede-sig-i-horsens-paa-universitetet-paa-forfatterskolen